10 TING JEG GERNE VIL NÅ I PÅSKEN

Hej kære,
De fleste af jer er nok allerede gået på Påskeferie og nyder det i fulde drag? For mit vedkommende går jeg først på Påskeferie idag onsdag, og så er jeg først retur igen tirsdag d. 18. Det er virkelig lækkert med sådan nogle “påtvungne” fridage. Selvom en hel uges ferie, eller 5 dage for mit vedkommende, er utrolig skønt, så kan det også gå hen og blive en anelse kedeligt. Jeg er ikke typen der kan sidde stille alt for længe af gangen, og jeg bliver hurtigt rastløs, da jeg er vant til at have en utrolig aktiv hverdag med træning, lange arbejdsdage og et omfangsrigt socialliv. Hvis du kan nikke genkende til min beksivelse, og mangler lidt tips til aktiviteter i Påsken, så har jeg her lavet en lille Påske Guide til dig.

10 TING JEG GERNE VIL NÅ I PÅSKEN

 

1. Spise morgenmad på “The Organic Boho”

Jeg elsker sund, nytænkende og inspirerende mad med tanker bag.  Følgende besidder “The Organic Boho som holder til på Gothersgade i København. Jeg har tidligere smagt deres lækre ginger grød og takeaway, men aldrig oplevet selve stedet i sig selv. Det glæder jeg mig til!

2. Stå på rulleskøjter langs vandet

Jeg ELSKER at stå på rulleskøjter, og sidste år samme tid, rullede jeg gaderne tynde. Vejret er ikke helt til det endnu, men jeg håber på, at vejret tillader det i Påsken. At stå på rulleskøjter er både sjovt, god træning og så har det faktisk en lidt mediterende effekt på mig. Min yndlings rute er langs strandvejen med start fra “Café Jorden Rundt”.

3. Forårs oprydning

Det er måske ikke det mest spændende at tage sig til, men det er faktisk lidt hyggeligt når man først kommer igang. Påsken er en oplagt tid til at få ryddet op i både hjemmet og garderoben. Jeg elsker at hive alt ud af skabene og sortere til og fra. Når der engang er blevet frigjort lidt plads, er det selvfølgelig tilladt at tage et hvil på sofaen og måske shoppe lidt (velfortjent) på sofaen. 😉

4. Catche up med veninderne

Vi har vidst alle en veninde eller to, som vi i vores travle hverdag af og til forsømmer. Det er ikke altid nemt at finde tid til det hele. Måske er det et familiemedlem eller en gammel bekendt. I Påsken har du alle mulighederne for at give personen et kald, og catche up til noget hyggeligt. Jeg skal helt klart ses med mine piger, og faktisk også en tur til Fyn og besøge familien.

5. En tur på West Market’

Jeg glæder mig til at opleve “West Market”, som for et stykke tid siden åbnede op på Vesterbro. Jeg har kun lige gået igennem og ej spist derinde endnu, men jeg glæder mig især til at prøve “Det Marrokanske Køkken”. 

6 .En tur på Louisiana og opleve “WANG SHU”

Udstillingen har kørt siden februar, men jeg har endnu ikke fundet tiden til det.
Den kinesiske super arkitekt Wang Shu står sammen med sin kone Lu Wenyu i spidsen for ‘Amateur Architecture Studio’.
De bryder nye arkitektoniske grænser ved at koble dyb respekt for Kinas fortid og byggetraditioner, genbrug af materialer og indsigt i lokale forhold med et ofte hypermoderne formsprog. Jeg synes at deres univers ser utrolig spændende ud, og jeg elsker arkitektur og nytænkende projekter. Udstillingen her står øverst på min liste!

7. En tur i Bauhaus

Jeg ved godt at det måske lyder helt vildt nørdet, og nej jeg har ikke super grønne fingre. MEN, i sidste måned var jeg for første gang i mit liv en tur i Bauhaus, og det blev til en virkelig sjov fornøjelse på mere end 2 timer. Jeg var egentlig bare med Gamal ude at shoppe en ledning e.l., men fik der øje på deres kæmpe, og jeg mener virkelig KÆMPE planteafdeling. De har de smukkeste appelsintræer, citrontræer, oliventræer, kaktusser, bananpalmer og lange baner af smukke blomster som koster nada. Det er simpelthen så billigt, og så lækkert og smukt det hele. Vaser og krukker har de også, og faktisk nogle ret fine nogle af slagsen. Jeg skal helt klart bruge en af mine dage i planteland på terrassen. Faktisk er det rigtig hyggeligt at fordybe dig i noget helt anderledes, og samtidig få en masse dejlig frisk luft.

8. Hjemme-spa

Her i Påsken vil jeg også bruge en halv dag udelukkende på at være god ved mig selv. Der skal mediteres, laves negle og både sind og krop skal plejes fra top til tå.
Det er meget forskelligt hvor vi mennesker får vores energi fra, men når jeg personligt skal lade op, skal jeg være helt alene.
Jeg elsker at være social, og til dagligt lever jeg og arbejder jeg i en branche som er utrolig social, så når jeg en sjælden gang skal koble HELT af, er det vigtigt for mig at have noget tid for mig selv.

9.  Lave en hjemmelavet hårkur

Jeg elsker at pleje mit hår, og når det en gang imellem virkelig skal forkæles, laver jeg selv min egen hårkur og lader den trække i god tid. Her får du opskriften på en god hårkur mod tørt hår:

Det skal du bruge: 3 æggeblommer, 1 spsk citronsaft, 1 stor spsk mandelolie

Sådan gør du: Rør æggeblommer, citronsaft og mandelolie sammen til en jævn masse. Fordel hårkuren i håret og gnid det hele godt ind. Lad det tørre en smule ind i håret, og vask det derefter ud først i koldt vand, og derefter lunkent vand.

 

10. Internetshopping

Yes, i Påsken er der rigtig tid til at ligge på sofaen med iPaden i hånden og browse rundt på diverse webshops. Der er ofte gratis levering på de fleste webshops, og der er god tid til at ligge og samle inspiration på diverse blogs og online magasiner og samle sine favoritter.
Jeg er personligt stor fan af Net-a-porter.com, Asos.com og Zara.com.

Jeg håber at I kunne bruge mine små Påske fifs. I har sikkert også en masse planer, men skulle du løbe tør for ting at lave, så har du her lidt inspiration.

xx jeres, Simone

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *