Hej damer,
Det jer indlæg skrev jeg godt nok for en del måneder siden, men jeg synes lige at jeg fik lyst til at dele det med jer her på en skøn fredag, hvor en weekend fyldt med muligheder står for døren. 😉
Da jeg for noget tid siden var ude at løbe, kunne jeg ikke få mine tanker væk fra et par samtaler som jeg har haft de seneste par dage, med nogle helt tilfældige mennesker på min vej.
Kvag af mit job, møder jeg hver dag en helt masse mennesker – Både folk jeg kender, men også en helt masse nye bekendtskaber. En ting som har rriteret mig lidt de seneste par dage, er folk som konstant beklager og brokker sig! Alt jeg oplever er, at de samtidig hele tiden opstiller blokeringer for sig selv, for ikke at kunne opnå deres mål, eller det som de egentlig rigtig gerne vil opnå eller have i sit liv. Det er nemt hele tiden at komme til at fortælle sig selv en masse små løgne, og springe over hvor gærdet er lavest, men så følger resultaterne også derefter. Tro mig.
Så stop nu det pokkers brok. Vi kan så meget som mennesker hvis vi bare vil det nok, og øver os på at have det rette mindset – HVER eneste dag!
10 løgne du skal stoppe med at fortælle dig selv omgående!
1. “Det kan jeg ikke”
Det eneste der står mellem dig og det du gerne vil opnå, er den åndsvage historie, du bliver ved med at fortælle dig selv, at det ikke kan lade sig gøre.
2. “Hvis jeg bare var startet i en tidlig alder”
Jeg oplever rigtig mange som siger til mig “hvis jeg bare var startet tidligt og havde været mere målrettet i en ung alder, ligesom dig, så var jeg også kommet meget længere end jeg er den dag i dag”.
Det er meget muligt, men det er aldrig for sent! Og en fact er, at alder og tid er noget som du ikke kan lave om på eller gøre noget ved, så kom hellere igang, i stedet for at sidde og brokke dig og være hård ved dig selv. Der er intet som er for sent, og det ved du sikkert allerede godt!
3. “Jeg har ikke tid til at træne”
Vi har alle sammen 24 timer i døgnet hver eneste dag. Hverken mere eller mindre, og ligegyldigt hvor mange børn, jobs du har eller hvor travlt du har, er den eneste forskel på de som træner og de som ikke gør: ren og skær PRIORITERING.
4. “Jeg tror ikke at jeg blive rigtig lykkelig før jeg finder en kæreste”
Ærligt, så tror jeg det er mere sandsynligt, at du ikke finder en kæreste, før du bliver lykkelig, og begynder at elske dig selv fuldt ud. Lykke følelser kan være mange ting, som et meningsfyldt job, en dejlig lang ferie, dine gode veninder eller måske mere træning og selvforkælelse? Øv dig selv på at blive mere lykkelig og taknemmelig, og resten kommer af sig selv.
5. “Jeg har altså også haft en lidt hård fortid”
Hold op med at hænge fast. Du kan ikke starte det næste kapitel i dit liv, hvis du ikke afslutter det sidste. Læg fortiden bag dig – det er muligt, og det er nødvendigt. Vi har allesammen hver sin fortid og bagage som vi bærer rundt på. Og vi har allesammen lavet fejl i fortiden – men du er ikke dine fejl, så kom videre og brug istedet energien til at forme din fremtid.
6. “Jeg ved ikke om jeg skal kaste mig ud i noget nyt, for tænk hvis jeg fejler”
Punk 1, stop med overhovedet at sige højt for dig selv “tænk hvis jeg fejler”. Det gavner ingen! Punkt 2, det at gøre noget er hundrede gange bedre end ikke at gøre noget som helst. Bag enhver succes ligger bunkevis af fejl – så hvert fejltrin leder mod succes.
7. “Hvis jeg bare taber mig 5 kilo, så bliver jeg glad for min krop”
Overvej, hvor mange ting din krop kan og gør for dig hver dag. Er det ikke unfair at være vred på den pga. et par kilo? Stop med at tænke dårligt om dig selv, og omfavn dig selv med kærlighed, det motiverer også dig selv meget mere i sidste ende.
8. “Jeg tiltrækker altid den forkerte type mand”
Hvis du konstant bliver ved med at tiltrække den samme “forkerte” type mand, skal du måske til at se på hvad du selv udstråler. For hvad du udstråler er også det som du tiltrækker. Så hvis du konstant bliver ved med at udstråle det samme, og ikke kigger indad, og måske også ændre lidt ved dig selv, så udvikler du dig aldrig, og så vil du altid falde for den samme type “forkerte mand”.
9. “Alle andre har et meget federe liv end mig”
Ikke ét menneske har et perfekt liv. Det er værd at huske på. Til gengæld er der rigtig mange som kun deler de øjeblikke, der ser perfekte ud. Hvad enten det er på sociale medier eller når I taler sammen. Når du spilder din energi på at jagte en uopnåelig fantasi er der intet tilbage til rent faktisk at skabe din egen lykke.
10. Der sker bare intet godt i mit liv lige for tiden
Hold op med at være utaknemmelig! Uanset, om du har det godt eller skidt – Stå op hver morgen og vær’ taknemmelig for dit liv, og dagen som står for døren. Et sted derude er der nogen, som kæmper for sit liv. Tag vare på dit liv, og sæt pris på det. Hver aften, når du går i seng, så prøv at takke for fem ting du har glædet dig over i dit liv, så vågner du lykkeligere op.
Jeg skriver ikke det her indlæg fordi jeg selv er perfekt og aldrig brokker mig, men efter et kæmpe væld at samtaler og tanker, havde jeg lyst til lige at få sat lidt ord på. Lad os se sandheden i øjenene:
STOP BICTHING, START DOING! ?
Også: GOD WEEEEEEKEND <3
xx, jeres Simone