Hvad gør man når en 12 årig pige spørger om (desperat) hjælp?

 Hej bloggen,
Her den seneste uge har jeg talt frem og tilbage med en pige, som virkelig rørte noget i mig. Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud her på bloggen, men jeg blev simpelthen så ked af det, og jeg har derfor lyst til at dele mine tanker om det her emne med jer.

For at gøre en lang historie kort, havde den her skønne pige på kun 12 år, det rigtig rigtig hårdt. Hun var ikke just glad for livet pt, og var faktisk kommet derud hvor hun havde mistet overskuddet helt og aldeles. Så langt ud at hun ikke længere kunne passe sin skolegang. Hun havde svært ved at få veninder, og en slem spiseforstyrrelse prægede hendes liv hver eneste dag.
Jeg modtog for nogle uger siden en mail, med et desperat “råb om hjælp”, og jeg følte straks et enormt ansvar og ikke mindst en trang til virkelig at hjælpe alt det jeg kunne.

Pigen her var så forfærdelig ulykkelig, og det var tydligt at både høre og mærke på hende, at hun på ingen måde følte sig tilpas i tilværelsen,  eller tilstrækkelig nok, for hverken hende selv eller hendes omgangskreds. Hver dag var en kamp, og som kun 12 årig, følte hun at hun næsten ikke kunne andet end at give op. Jeg sad med kuldegysningerne over hele kroppen, daa jeg læste mailen, og blev simpelthenvred og ked af det på én og samme tid.

Jeg bad straks om hendes telefon nummer, og tilbød at vi tog en snak sammen. Der måtte trods alt vær en grund til at hendes “råb om hjælp” var havnet i min mail indbakke, og selvfølgelig var jeg nødt til omgående at tale med pigen. Efter at have talt med min gode ven som er  udannet coach, og med mine egne 2 år med psykologi studie på bagen, besluttede jeg derfor dagen efter, at tage nogle timer før fri fra arbejde, og ringede pigen op.

Hun fortalte at noget af det som påvirkede hende aller mest, var hendes konstante stræben efter at veje x antal (meget meget få) kilo. Hun spiste kun salat og trænede hver dag, og det gjorde hende så træt og udmattet at hun ikke kunne følge ordenligt med i skolen. Det påvirkede hende også utrolig meget, at hendes bedste veninde vejede færre kilo end hende, og i skolen målte de hinanden hver dag, og pigerne er internt stride nok til at fortælle hinanden, hvor vidt man er god nok eller ej, til at være en del af “gruppen”.  Somme tider blev hun frosset ude blandt pigerne, hvis hun f.eks. havde været mere “modig” end gennemsnittet, og taget en blå kjole på, frem for en sort, som alle de andre gik i.
Pigen her, er både skøn og virkelig smuk, og alligevel er hun så hård ved sig selv, at det ender med et halvt år fritaget fra skolen på grund af tilbagevendende angst anfald, og nu kunne hun bare ikke holde til mere.

“Hvad er det lige som går galt her, spurgte jeg mig selv?”

Den her kritiske situation kører rundt i konstante onde cirkler, og det var tydeligt at høre på hende, at alle hendes tanker om sig selv, udspringer af det her glamoriøse mediebillede, og ikke mindst det der med at vokse op som barn/ung med de sociale medier.

Jeg forstår godt at pigen har det svært, og det er som skruen uden ende.
Der bliver stillet helt utrolig mange krav til de unge, og ikke mindst er de virkelig slemme til at stille alt for høje krav til sig selv og hinanden. Jeg oplever og observerer en virkelig bask tid for mange af mine yngre følgere, som ofte henvender sig privat til mig. Det kan være utrolig svært at føle sig tilstrækkelig som ung i et moderne, digitalt og omskifteligt samfund hvor alt ofte ligner et perfekt glansbillede. Vi forventer ofte af os selv og hinanden, at vi kan alt på én og samme tid.  Vi skal have en god uddannelse med gode karakterer, du skal huske at træne meget og spise sundt, du skal leve et omfangsrigt socialt liv og gerne dokumenterer det på både Snapchat, Instagram og Facebook. Ej at forglemme at vi også skal have en smart hobby og helst også have de “rigtige” venner som vi rejser til de “rigtige” destinationer med, og spiser på de “rigtige”, smarte og Instagram venlige caféer sammen med.

Mine råd til hende var,

 at bruge sine forældre til at tale med hver eneste dag. Især hendes mor, som hun fortalte at hun havde et tæt bånd sammen med.
Jeg gav hende til opgave at printe en helt masse billeder ud med mennesker eller ting, som fik hendes yndlings følelser frem i hende. Dem skulle hun hænge op på væggen, et sted hvor hun så dem mindst 10 gange om dagen.
Hver morgen og hver aften skulle hun kigge dig selv i spejlet, meget dybt i øjenene og sige mindst 3 rosende og positive ting om sig selv, og ikke gå derfra, før hun virkelig kunne mærke helt nede i maven, at de ord hun sagde om sig selv, var sande.

Derudover fik jeg stillet en masse gode kognitive spørgsmål, der rent faktisk til sidst i samtalen, fik hende til at erkende, at hun er god nok som hun er, og at hun ikke skal lave en eneste ting om på sig selv.

En uge senere får jeg en mail fra hende med skønne billeder af hendes nye væg som hende og hendes mor har lavet, og meldingen, at hun har det bedre. De 3 simple steps som jeg gav hende havde virkelig hjulpet. Hun er efter vores snak begyndt at vende de negative ting til noget mere positivt, og hun sammenligner ikke længere sin vægt med sin bedste venindes. Hun har nu fået noget skole-lysten tilbage, har lidt mere gå-på-mod, og er generelt mere glad.

Jeg sad igen med tårer i øjnene og kuldegysninger over hele kroppen, dog lettet denne gang, men samtidig virkelig vred og ked af det, over det her forbandende glansbillede på de sociale medier, kan påvirke så ung en pige, i så voldsom en negativ retning.

Hun inspirerede i hvert fald til at skrive det her indlæg, som virkelig har sat sig i mig.

xx jeres, Simone

 

(Visited 56 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *