Kur mod træthed? Er du påvirket af mørket?

Hey drenge og piger,

Jeg håber at I nyder denne skønne efterårs-agtige weekend. Jeg synes at det er  hyggeligt at sidde derhjemme med alle stearinlysene tændt, en bog i skødet eller en god film i flimmeren. Jeg elsker lyden af regnen der slår mod ruden, og nyder hvert et øjeblik hver gang jeg kravler længere og længere under dynen. Jeg benytter virkelig vejret udenfor til at få slappet af, hvilet ud og til at få ladet batterierne op. Jeg synes personligt ikke at jeg er typen der bliver påvirket af det grå vejr udenfor, og det der med at det bliver mørkere og mørkere udenfor, prøver jeg tværtimod kun at vende til noget positivt. Jeg bruger typisk en to-ugers tid, til at “omstille” min krop og sind på efteråret, og når alt kommer til alt, så handler det hele faktisk bare om indstilling og mindset.  Hvis du har svært ved at komme op om morgenen, og synes at det hele bare er koldt og gråt, så prøv lige engang og gør dig selv en tjeneste, at skrive 5 gode ting ned ved denne årstid. Eventuelt på din iPhone, og hver morgen når alarmen ringer, så tag dine ‘noter’ frem, og læs de 5 gode ting op højt for dig selv.
Husk at du, og KUN du, står til ansvar for, om du får en god eller dårlig dag. Starter man dagen positiv og i godt humør er der også 90% chance for, at resten af din dag bliver rigtig god. Der kommer altså ikke noget grønt bud med en pose lykke, og ringer på døren hver morgen (desværre ;-)), så den konto står du altså selv for. Nogle gange kan det bare være meget godt lige at huske sig selv på, hvis man i perioder går og kan være lidt træt, mut eller uinspireret – det kender vi alle jo til! Jeg kender også selv en del i min omgangskreds, som virkelig lader sig påvirke af vejret, og det er altså bare ikke det værd! I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Så ligger du derhjemme lige nu under dynen og forsøger at fastholde søndagen, og frygter for mandagen, så  prøv at brug dagen til at ændre dit mindset en smule, og øv dig lidt i at være positiv, og for guds skyld, skriv de ‘5 gode ting ved efteråret’ ned.

Her kommer mine personlige ‘5 yndlings ting ved efteråret:

  1.  Det er mørkt når man vågner, nærmest ligegyldigt hvad tid man vågner, og jeg elsker især på denne tid af året, at stå en time tidligere op, KUN for at have en rigtig hyggelig slow-morgen. Jeg tænder altid stearinlys, og jeg har altid mindst én lyskæde i hvert værelse, som jeg tænder som det første når jeg vågner i soveværelset. På denne tid af året forkæler jeg altid mit hjem med nogle lækre duftpinde og nogle lækre æteriskeolier og når jeg vågner om morgenen tager jeg et varmt bad – altid med slukket lys i stearinlysets skær. Så opsummeret: Efteråret = tiden for de mest hyggelige morgener! (Og nej, det er er ikke super-duper-overskuds agtigt. Overvej lige  hvor lidt det egentlig kræver, kontra hvor givende det er! ;-))
  2. Efteråret er en rigtig hyggelig tid at være udenfor. Jeg elsker at mødes med en god veninde. Helt pakket ind fra top til en god kop kaffe eller en mactha latte i hånden, og så bare gå derudad. Man kommer hinanden ved på en helt anden måde når man går tæt sammen, og man får oftest talt om en helt masse, der i sidste ende virkelig er med til at give en helt masse god energi.
  3. Efteråret er for mig en god tid til for alvor at lade batterierne op. Når det regner og stormer udenfor, har jeg lettere ved at give mig selv lov til at slappe af, og bare hygge på sofaen under dynen, tag en ansigtsmaske på og nyd en kop te! Som mange af jer ved, er jeg født med krudt i røven, og jeg har virkelig svært ved at slappe af til tider. Så efteråret = Giv dig selv lov til at slappe af! Bliv indenfor, og lav det du elsker aller mest!
  4. Efteråret er faktisk en sindsyg smuk tid. Prøv lige at kig op og udover landskabet næste gang at du er udenfor. Alle træerne er lige nu gule, orange og røde, og ligner nærmest et helt eventyrligt maleri.
  5. Når det er efterår, så betyder det også at julen er lige om hjørnet. Jeg er faktisk ikke en jule-freak, og jeg har faktisk ikke fejret sådan “rigtig” jul i nu 5 år, da jeg de seneste mange år har prioriteret at rejse ned til varmen. Jeg elsker dog julen og alle måneder op til, og jeg kan love jer for, at jeg skal ud og fælde et træ, pynte op og drikke gløgg  og spise brændte mandler i lange baner!

Jeg håber du vil taget indlægget som en lille positiv reminder, og ikke et spark i røven. Jeg lå bare her til morgen og funderede over tingene og mine medmennesker.
Efterårskærlighed fra mig til jer.
Jeres, S

desktop68

unnamed-21

(Visited 31 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *